KOMBIT: Vi ønsker at signalere fokus på it-sikkerhed med vores awareness-kampagne

KOMBIT indkøber it-løsninger til kommuner med det formål at sikre bruger-venlige og effektive løsninger til kommuner, virksomheder og borgere. It-sikkerhed fylder en del i KOMBITs mange it- og digitaliseringsprojekter. KOMBIT har derfor blandt andre tiltag iværksat en intern awareness-kampagne.

”Som kommunernes it-fællesskab indkøber vi store samfundskritiske it-systemer, som vi efterfølgende plejer og driver videreudviklingen af igennem hele deres livscyklus. Vi fortæller løbende kommunerne om vigtigheden af it-sikkerhed, og med awareness-kampagnen tager vi vores egen medicin ved at give os selv en reminder”, fortæller Søren Kromann, COO i KOMBIT.

Awareness-kampagnen fra Dubex er blot et blandt flere initiativer, der skal sikre, at alle medarbejdere i it-organisationen tænker sikkerhed i hverdagen, hvor der håndteres mange følsomme og forretningskritiske data i form af udbudsmaterialer, kontrakter og lignende. KOMBIT er desuden i gang med et analyseprojekt, i samarbejde med Dubex, med henblik på en ISO27001-certificering.

”Vi hjælper kommunerne med it-sikkerhedsspørgsmål og skal derfor også have en høj forståelse for it-sikkerhed i en bred kontekst. Vores dygtige medarbejdere skal hele tiden være skarpe på sikkerhed, og derfor var awareness-programmet fra Dubex et fint supplement til vores øvrige aktiviteter”, fortæller Søren Kromann og supplerer:

”Medarbejdernes it-kompetenceniveau her i organisationen er meget højt. De kender derfor mange af de faldgruber og trusler, som awareness-kampagnen italesætter, men kampagnen er en vigtig påmindelse i hverdagen.”

”Vi ønsker at være forgangsorganisation for et højt sikkerhedsniveau. Vi angriber derfor it-sikkerhed fra mange forskellige vinkler. Awareness-kampagnen har derfor også en vigtig signalværdi til vores omverden”

Søren Kromann, COO i KOMBIT

Ledelsen offentliggør deres testresultater

I forbindelse med kick-off på awareness-kampagnen har KOMBIT fået gennemført en it-sikkerhedsquiz, der indikerer medarbejdernes viden om it-sikkerhed. Resultatet af testen er blevet offentliggjort i organisationen, hvor også lederne har valgt at dele deres testscore. Efterfølgende præsenteres alle medarbejdere for 9 it-sikkerhedstemaer, der afsluttes med en opfølgende quiz for at teste, om vidensniveauet er blevet styrket.

”Ledelsen ønskede med awareness-kampagnen at signalere, at vi tager it-sikkerhed alvorligt, og at det er et fælles ansvar – og en del af vores daglige rutiner. Derfor delte vi selvfølgelig også vores testresultater. Vi oplevede generelt en høj svarprocent, så vi er overordnet rigtig godt tilfredse med forløbet og samarbejdet med Dubex, der var gode til at lytte og give os det rigtige tilbud første gang”, fortæller Søren Kromann.

Fokus på it-sikkerhed har en vigtig signalværdi

Som kommunernes it-fællesskab står KOMBIT i samarbejde med KL i spidsen for kommunernes it-sikkerhed. Det er en profil, som organisationen værner om:
”Vi ønsker at være forgangsorganisation for et højt sikkerhedsniveau. Vi angriber derfor it-sikkerhed fra mange forskellige vinkler. Awareness-kampagnen har derfor også en vigtig signalværdi til vores omverden”, slutter Søren Kromann.

Om KOMBIT

KOMBIT er ejet af KL og arbejder for, at borgere og virksomheder i Danmark får bedre service og mere effektivitet ud af kommunernes digitale løsninger. KOMBIT er et projekthus, der gennemfører kommunernes komplekse fællesindkøb i et kommunalt it-marked under konstant forandring. Deres mål er at skabe konkurrence i det kommunale it-marked, herunder at gøre informationer og data tilgængelige og sikre brugervenlige og effektive løsninger for kommunerne.

Dubex Awareness-uddannelsesprogram

Dubex Awareness-uddannelsesprogram leveres som en samlet pakke med træningsmoduler for ledelsen, it-afdelingen og medarbejderne. Alle brugere gennemfører en 0-punktstest med opfølgning, der viser, om de har tilegnet sig den nødvendige viden om it-sikkerhed. Brugerne får adgang til en portal med opdaterede retningslinjer, og Dubex leverer en folder og plakater med specifikke sikkerhedstemaer inkl. printmateriale og projektledelse.